Troels Ravn genvalgt til Folketinget

Troels Ravn og Mette Frederiksen. Foto: Ulrik Wulf Nielsen


Det lykkedes Troels Ravn fra Socialdemokraterne at opnå genvalg til Folketinget.

7.135 personlige stemmer opnåede han i Sydjyllands Storkreds, hvor partiet fik seks mandater. Det er ét mandat mere end i 2015.

– Hele holdet har knoklet – det har været helt uden sidestykke, siger Troels Ravn som det første, da vi får fat i ham efter et hektisk døgn.

– En af mine personlige læresætninger er, at et valg vindes mellem valgene, og det var tilfældet her. Jeg og mine folk har været alle mulige steder i de sidste fire år og mødt borgerne udenfor valgkampen, og det har givet gevinst her, siger Troels Ravn.

Han forventer ingen ministerposter, når nu Mette Frederiksen skal sammensætte en regering de næste dage.

– Jeg er realist, og tvivler på jeg står på Mettes liste over ministre, men mindre kan også gøre det. Jeg vil gerne have opgaver indenfor uddannelse, skole, beskæftigelse, landdistriktspolitik og ikke mindst socialpolitik, som også har min store interesse, siger Troels Ravn.