Troels Ravn: Vi kan ikke være det bekendt

Troels Ravn


Der var store roser og en fornemmelse af at blive hørt, da Region Syddanmark i går inviterede til borgermøde i MAGION omkring sygdomsundersøgelsen i kølvandet for forureningen.

Folketingsmedlem Troels Ravn (S), der er valgt i Billund-Vejen-kredsen havde også pæne ord til regionen:

– Stor ros til regionen for at lave dette borgermøde. Det har været nogle gode oplæg de har givet, hvor vi virkelig har fået viden om hvad der kommer til at ske i den her undersøgelse og hvad der skal til for at vi eventuelt kan få en undersøgelse nummer to.  Så jeg synes virkelig regionen har lagt sig i selen for at de bekymrede borgere her i Grindsted får en saglig god information, siger Troels Ravn.

Han sidder på en vigtig post i den her sag, for han skal nemlig forsøge at få staten til at putte penge i en pulje, der skal rydde op efter Grindstedværkets forurening:

– Jeg fornemmer en god lydhørhed nu på Christiansborg. Jeg vil blive meget overrasket og skuffet, hvis ikke det lykkedes næste år at finde flere midler til regionerne. Jeg tror – også i min tid – at vi kommer i gang med en oprensning på et eller andet niveau i forhold til den her jordforurening i Grindsted, siger Troels Ravn.

Han mener ikke at myndighederne kan være det bekendt at der stadig ligger så meget efterladenskaber i Grindsted.

– Det er en kæmpe etisk udfordring og problemstilling for os, at vi har en jordforureningsag af den størrelse her hvor der bor så mange mennesker, og så tæt på os alle sammen. Og hvor man skal stille advarselsskilte op om at man ikke må færdes på et område. Hvor har man dét andre steder i Danmark? Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, lyder det fra det lokale folketingsmedlem.