Turister utilfredse med vejret i Billund

Foto: Billund Photo


Generelt er turisterne godt tilfredse med deres besøg i Billund Kommune. Det viser en ny rapport fra Dansk Kyst- og Naturturisme, hvor Billund scorer 4,6 på en skala fra 1-5.

Turisterne er især tilfredse med områdets børnevenlighed, vedligeholdelse – altså at der er pænt og rent – den generelle venlighed fra befolkningen, parkeringsmuligheder, information og skiltning samt service fra personale.

Undersøgelsen viser også at turisterne i høj grad har lyst til at anbefale Billund til venner og kolleger. Faktisk scorer Billund 8,9 på en 10-points skala på dét område.  67 pct forklarer, at det er Billunds attraktioner og seværdigheder, der gør, at de vil anbefale stedet til familie og venner.

Det er også Billunds attraktioner og oplevelsescentre, der er den primære besøgsgrund. Hele 88 % af de adspurgte turister svarer ja til at have besøgt attraktioner og oplevelsescentre under deres besøg i Billund. Mens kun 4 % svarer ja til at have besøgt en kulturattraktion, som f.eks. et museum. 12 % svarer, at de under deres besøg i Billund også har besøgt naturområder.

Men der er naturligvis også områder, hvor turisterne er utilfredse:

– 29 procent i årets undersøgelse var direkte utilfredse med vejret. Et parameter som er meget svært at gøre noget ved. På den anden side, så har vi et rigtig godt produktmix i Billund med udendørs oplevelser i LEGOLAND og indendørs oplevelser i Lalandia, så vi er ikke helt så vejrafhængige som andre danske destinationer, forklarer projekt- og marketingkoordinator i Billund ErhvervsFremme, Line Höhrmann.

Derudover siger 58 procent af respondenterne i undersøgelsen, at de er utilfredse med pris og kvalitet, mens 30 procent er tilfredse med pris og kvalitet.

– Det er altid svært med pris og kvalitet-spørgsmål. Men den høje generelle tilfredshed og den høje anbefalingsgrad viser, at til trods for et højt prisniveau, så er Billunds attraktioner, seværdigheder og den generelle børnevenlighed det værd, siger Line Höhrmann.

Fakta om undersøgelsen:

– Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Dansk Kyst- og Naturturisme.
– Billund er ét ud af 48 feriesteder i Danmark, som har deltaget i undersøgelsen.
– Undersøgelsen er gennemført i perioden fra 6. juli til 31. august 2015.
– Undersøgelsen bygger på 304 personlige interviews med danske og udenlandske turister foretaget i Billund og Grindsted.
– 66 % af respondenterne er kvinder.
– 63 % af de adspurgte er mellem 35-44 år.
– 43 % af respondenterne er fra Danmark, de resterende fordeler sig på Tyskland, Norge, Sverige og øvrige.
– 25 % af de adspurgte er dagsgæster, der ikke overnatter. 37 % har mellem 2-4 overnatninger under deres besøg. 36 % har mere end 4 overnatninger under deres besøg.