Turisterne overnatter som aldrig før

Foto: Billund Photo


Der har aldrig været så mange overnattende turister i Billund kommune, som der var i 2017. Det viser nye overnatningstal fra Danmarks Statistik.

Således er antallet af overnatninger på de mange overnatningssteder i Billund kommune er i 2017 steget med 2,21 % sammenlignet med 2016, som også var et år med flotte tal.

At der igen er en stigning i antallet af overnatninger, skyldes en stor stigning af udenlandske turister. Billund kommune har haft en stigning på 30.000 overnatninger – heraf er de 22.000 overnatninger foretaget af besøgende fra udlandet.

– Det er utroligt flotte tal som endnu engang understreger, at Billund kommune er en af de mest attraktive turistdestinationer i Danmark. Vi har nogle fantastiske attraktioner og de nye tal viser jo tydeligt, at vores turismeerhverv formår at tiltrække flere og flere turister hvert år. Samtidig nyder vi godt af en succesrig lufthavn som også har formået at øge antallet af rejsende de sidste år, siger turismekoordinator ved Billund ErhvervsFremme, Lea Bennedsen.

En stor del af de udenlandske overnatninger kommer fra Norge og Sverige. Begge har dog haft en lille fald i år. Til gengæld er der kommet langt flere fra Polen, Holland, og Tyskland. Især hollandske gæster har fået øjnene op for vores kommune. Antallet af overnattende hollændere er steget fra 39.500 overnatninger i 2014 til 78.000 i 2017 – en stigning på 97,47 pct.

– Jeg er vildt imponeret over væksten fra Holland. De flotte tal er et klart resultat af den enorme markedsføringsindsats, der er i LEGOLAND Billund Resort, og med åbningen af LEGO House sidste år, har vi nu endnu en fantastisk attraktion. Det bliver virkelig spændende at følge udviklingen i antallet af turister i den kommende sæson, siger Lea Bennedsen.