U19-drenge spiller om finaleplads


For nogen står aftenen i aften på pølser, Skt. Hans bål, sang og taler. Men for en stor flok fodboldgutter og deres familier i Grindsted byder denne tirsdag aften på en særdeles vigtig kamp om det jyske mesterskab.

U19-holdet i Grindsted har haft en fantastisk sæson, siger træner Claus Lassen:

– Vi har fået alle målsætninger opfyldt: at vinde kvalifikationen, at vinde Serie 1 og rykke op i Vest og endelig at vinde Vest. Vi nåede desuden til semifinalen i pokalturneringen efter at have slået 3 højere rangerende hold ud. Der har været enormt god træningsmoral, hvor vi har været mange hver gang og intensiteten i træningen har været høj, lyder det stolt fra Claus Lassen.

Sæsonen sluttes af med kampe om det jyske mesterskab. Allerede i aften kl 19.00 spiller holdet hjemme på Grindsted Stadion mod Frederikshavn:

– Vinder vi den kamp, skal vi spille JM-finale allerede torsdag på en neutral bane, siger Claus Lassen.

 

Arkivfoto