Udvalgsformand vil tættere på elevrådene


Afstanden mellem elevrådene på folkeskolerne i Billund kommune og byrådet skal være kortere. Det mener den nye formand for det nye politiske udvalg, Børneudvalget, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Derfor har hun bedt om en snak i udvalget om hvordan den fremtidige dialog mellem Børneudvalget og elevrådene kan organiseres. Der har ikke tidligere været et formelt dialogforum på denne måde:

– I Børneudvalget mødes vi med repræsentanter fra forældrebestyrelser i dagpleje, børnehaver og skoler, men ved at mødes med elevrådene har vi muligheden for den direkte dialog med skolebørnene. Jeg tror, de er eksperter på eget liv, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S).

For hende er det vigtigt at høre elevernes udfordringer fra dem selv:

– Vi har en god folkeskole, men som også er udfordret. Jeg vil gerne høre fra eleverne selv, hvordan de oplever vores folkeskole og hvad de gerne vil have mere og mindre af. Er der nogle områder, de ønsker vi har fokus på politisk? Vores skoleelevers trivsel er utrolig vigtig, også for at nå i mål med den bedst uddannede generation nogensinde. God trivsel er fundamentet for at man kan modtage læring, lyder det fra udvalgsformanden.