Ungdommen i Billund er blå


Det blev blå blok der løb med sejren ved det netop overståede Skolevalg for landets ældste skolelever.

Hele 55 pct af eleverne satte deres kryds ved et af de blå partier. Især Venstre kan være godt tilfredse, da de med 19% blev valgets topscorer. I alt fik regeringspartierne Venstre, Liberal Alliance og Konservative 45% af elevernes stemmer.

Også i Billund Kommune står Venstre som valgets vinder med 30,6%, forfulgt af Socialdemokratiet med 20,2%. Tendensen synes klar blandt de unge i Billund Kommune, med en overvægt på hele 61,6% til blå blok mod rød bloks 38,4%.

Begejstringen er da også svær at skjule for formanden for Venstres Ungdom Billund/Grindsted, Louise Bennetzen:

– Resultatet viser, at de unge stadig er liberale. For to år siden så vi et lignende resultat. Det er glædeligt at se, at ungdommen stadig tror på frihed frem for tvang og forbud, siger ungdomspartiformanden.

Hun håber da også, at valget har skabt interesse for ungdomspolitik.

– Eleverne virkede virkelig interesseret i de politiske budskaber, vi kom med. Vores demokrati er noget vi skal værne om, og jeg er glad for, at de unge tager det alvorligt, siger Louise Bennetzen.