UniQ Food får ny medejer


Den nuværende ejer af fodervirksomheden UniQ Food i Grindsted, Peter Tindbæk har fået ny kompagnon. Det er Michael Nielsen, der har været ansat siden marts 2019, der er blevet medejer af sin arbejdsplads.

Men de to kompagnoners bekendtskab går længere tid tilbage end ansættelsesforholdet. De to har nemlig kendt hinanden i mere end 35 år, og tidligere arbejdet sammen for år tilbage.

– Jeg var ikke i tvivl om at Michael skulle være en del af den spændende rejse UniQ er i gang med. Vi vidste begge to, at et aktuelt samarbejde kun kunne føre til noget positivt for firmaet, siger Peter Tindbæk.

Med en vækst på 40 pct sidste år er der fuld fart på virksomheden. Den stigende udvikling skyldes blandt andet stigende efterspørgsel på danske produkter, fra danske virksomheder.

– Vi er glade for at flere danskere vælger at handle lokalt. Det betyder meget for os at kunderne tænker mere på bæredygtighed og produktets oprindelse, end de gjorde for 10 år siden, siger Michael Nielsen.