Vaccinationscenter åbner i Grindsted tirsdag

Foto: Rene Lind Gammelmark


Fra i morgen bliver det endnu nemmere at blive vaccineret og revaccineret i Grindsted. Her slår VaccineDanmark nemlig dørene op til et nyt vaccinationscenter der får til huse i Magion.

Personalet i vaccinationscenteret kan vaccinere borgere fra 15 år og opefter, og det er muligt at blive vaccineret med Pfizer- såvel som Moderna-vaccinen.

Fra den 21. december og frem til og med den 31. december vil det være muligt at møde op uden tidsbestilling. Fra 1. januar skal man booke tid på www.vacciner.dk.

– Det glæder mig meget, at VaccineDanmark åbner et nyt vaccinationscenter i Grindsted. Med åbningsdage alle ugens dage udvider vi muligheden for at blive vaccineret tæt på hjemmet i Grindsted og omegn markant. Jeg vil gerne opfordre alle borgere i Grindsted og omegn til at overveje at blive vaccineret på det nye vaccinationscenter, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, der har lavet aftalen med VaccineDanmark.

Åbent alle dage – med enkelte undtagelser i julen

VaccineDanmark åbner dørene i Grindsted tirsdag 21. december.  Adressen er MAGION, Tinghusgade 15, 7200 Grindsted, (Hal 3)

Fra den 21. december og frem til og med den 31. december vil det være muligt at møde op uden tidsbestilling. Fra 1. januar skal man booke tid på www.vacciner.dk.

  • Der er åbent alle ugens dage fra kl. 8.30 til 17.30
  • Særlige åbningsdage op imod nytår
  • 21. december kl. 9:00-17:30
  • 24. december kl. 8:30-13:00
  • 25. december: Lukket
  • 31. december kl. 8:30-13.00.