Valgdagen sendte 594 par briller til nye ejere

Privatfoto


Borgerne i Billund kommune tog godt imod Lions Billund-Grindsteds indsamling af brugte briller ved valget den 16. november. I alt blev der afleveret 594 par briller i de opstillede indsamlingskasser.

– Der er sikkert blevet kigget i skufferne efter brugte briller, der ikke passer mere. Det er et meget fint resultat, som vi er meget taknemlige for, lyder det fra Preben Graversen fra Lions.

Nu sendes brillerne videre til et opsamlingscenter i Danmark, hvor de renses med ultralyd, professionelt opmålt og pakket med mærkeseddel på.

De færdige briller formidles via øjenklinikker, som Lions samarbejder med, til mennesker, der opereres for øjensygdomme og mennesker med synshandicap – typisk i afrikanske lande.

Fik du ikke afleveret dine gamle, brugte briller, så kan du nå det endnu. Flere optikere vil nemlig løbende indsamle briller og give dem videre til Lions.