Varmeprisen er faldet – og bliver mere præcis


Der er flere ting at glæde sig over som kunde hos Grindsted El- og Varmeværk. Ikke bare er varmeprisen sat kraftigt ned per 1. januar 2016, hvor den årlige udgift for et standardhus er faldet fra 10446 kroner til forventet 8212 kroner. Forventet, fordi olie- og gaspriser altid spiller ind:

– Det er jo netop den aktuelt lave gas- og oliepris der gør, at vi kan sænke prisen på varme nu. Men kommer der ændringer, så adviserer vi naturligvis kunderne om det, siger direktør Per Søndergaard.

Kunderne i Grindsted og Stenderup/Krogager kan også glæde sig over en omlægning i betalingerne, så de fremover får en mere aktuel og præcis afregning:

– Fremover kan vi takket være fjernaflæsning opkræve det faktiske forbrug måned for måned om vinteren, mens andre knap så varmekrævende måneder lægges under samme opkrævning – igen betales kun det faktisk forbrug, siger Per Søndergaard.

Det betyder at forbrugerne afregnes for hver enkelt vintermåned fra december til og med april, mens typiske varme måneder som juli, august og september lægges sammen i én opkrævning.

Dermed skulle det være slut med uventede ekstra varmeregninger – men omvendt er det også slut med en uventet check for for meget indbetalt varme.