Velbesøgt åbent “rådhus” i lørdags


Over 1.800 borgere til Åbent Hus på Billund Kommunes nye Rådhus

De mest optimistiske forventninger sagde godt 1.000 gæster, men der kom over 1.800 eller lige omkring 7 procent af det samlede indbyggertal i kommunen, da Billund Kommune lørdag den 25. april inviterede til Åbent Hus på det nye Rådhus på Jorden Rundt 1 i Grindsted.

Borgmester Ib Kristensen og Legoland Billund Garden bød velkommen til omkring 300 morgenfriske klokken 9.00 og snart var rådhuset fyldt af gæster i alle aldre, der bevægede sig rundt på alle etager, hvor godt 25 medarbejdere og chefer tog i mod i de forskellige afdelinger.

I byrådssalen og i et mødelokale fortalte henholdsvis borgmester Ib Kristensen og Kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen historien om, hvorfor og hvordan samlingen af administrationen er gennemført.

Overvældende interesse

– Vi vidste godt, at der var interesse for at se det nye rådhus, men at interessen var så overvældende havde vi slet ikke forestillet os. Det er dejligt og vi fik mange gode tilkendegivelser på bygningen, men også på, at det var dejligt at få præsenteret visionerne for huset og økonomien, siger Borgmester Ib Kristensen.

Samme positive oplevelse havde medarbejderne

– Det var skønt at mærke den store interesse for vores arbejde. Vi fik rigtig mange spørgsmål. Selvfølgelig til vores eget område, men også om alt muligt andet, fortæller Helle Stork, der er leder af familie og forebyggelse.

I kantinen var der pres på fra start til slut. Rundstykker og siden sandwich forsvandt som dug fra solen og klokken 11.45 var fadene tomme. Og da de sidste gæster var gået kunne kantineleder Birte Præstegaard Pedersen konstatere, at der var drukket 140 liter kaffe.

Kilde / Foto: billund.dk