Velgørenhedskoncert for børn, unge og sorg

Stemmen og frontfiguren ligner den ægte vare, når Bamse-kopierne Vil Du Danse går på scenen. Privatfoto


En velgørenhedskoncert i Vorbasse Fritidscenter den 10. marts skal skaffe kroner i kassen til den sydjyske afdeling af cykelholdet Team Giv Håb – Børn, unge og sorg. Bandet, der spiller, er Bamses Venner-kopierne “Vil du Danse”, som blandt har Mogens Johansen fra Vorbasse med på keyboard. Og det er ham der har formidlet kontakten til den sydjyske holdkaptajn, Bjarne Hall fra Sdr. Omme. Faktisk nøjes Mogens Johansen ikke blot med at spille keyboard – han er også en af cykelrytterne på Team Giv Håb Sydjylland:

– Jeg har tidligere cyklet til Paris til støtte for Julemærkehjemmet i Kollund, men så hørte jeg at Bjarne havde lavet en sydjysk afdeling af Team Giv Håb, så det var jeg frisk på at hoppe med på, fortæller Mogens Johansen.

En snak med holdkaptajnen fra Sdr. Omme er nu mundet ud i at Mogens Johansen og band har sagt ja til at spille gratis til koncerten i Vorbasse Fritidscenter – som i øvrigt også er ret så behjælpelige med setuppet – i den gode sags tjeneste.

Så jo flere, der dukker op til koncerten, jo flere penge, kan der sendes med Team Giv Håb – Børn, Unge og Sorg, når de 55 ryttere inklusiv materialefolk tager turen rundt i Danmark med udgangspunkt i Sdr. Omme.