Venstre genopliver plan om motorvej omkring Billund

Fra Vejdirektoratets VVM-undersøgelse af Give-Haderslev-strækningen.


Mens regeringen har udeladt alt hvad der hedder motorvej og togbane til Billund i deres fremtidige infrastrukturplaner for Danmark, så er Venstre ret lune på ideen om en såkaldt Hærvejsmotorvej – eller Ny Midtjyske Motorvej – fra Hobro til Haderslev – med et smut ind omkring Billund.

Venstre har fremlagt et kontraudspil i regeringens forhandlingsoplæg og heri er der planer om vejinvesteringer og forbedret kollektiv transport frem mod 2035 for samlet set 110 mia kroner.

Og i udspillet står Hærvejsmotorvejen altså helt centralt. Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kalder i Altinget motorvejen for en “fremtidssikring af den jyske transportkorridor”.

Pengene til en motorvej omkring Billund vil Venstre blandt andet finde ved at droppe flere jernbaneprojekter i Østjylland, som partiet kalder både “ufornuftige” og “unødvendige”.

I sit udspil erklærer Venstre i øvrigt at man “vil stå stejlt på, at Ny Midtjyske Motorvej indgår i den endelige aftale” om Danmarks infrastruktur.