Venstres folketingsgruppe mødes i Børnenes Hovedstad


For første gang nogensinde afholdes Venstres årlige sommergruppemøde i Billund. Det sker når partiets folketingsgruppe mødes fra den 6.-8. august. Sommergruppemøderne afholdes traditionen tro på skift rundt om i landet og i år er det Anni Matthiesen, der er vært.

– Jeg er rigtig stolt og meget glad for, at Venstres ledelse har valgt mig som vært i år – og dermed får jeg jo muligheden for at vise og fortælle om det smørhul jeg kommer fra. Vi har rigtig mange ting at være stolte af her i området og det er en super mulighed for at få disse ting sat på det nationale landkort, siger Anni Matthiesen.

Hun er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på programmet – både for politikerne, men også for deres familier, der kommer med til Billund.

– Børnene skal naturligvis i LEGOLAND og ledsages af nogle friske unge VU’ere hele fredagen og ledsagerne skal både nyde Skulpturparken og LEGO Idé huset samt høre om LEGO House. Fredag aften er der lukket fest for hele folketingsgruppen med børn og ledsagere og her plejer der at være en god stemning med et par sjove sange, som regel skrevet af medlemmer fra folketingsgruppen, fortæller Anni Matthiesen.