Ventelister til vuggestuer bliver længere

Modelfoto


Forældrene i Billund kommune søger i stigende grad mod vuggestuerne, når det gælder pasning af deres barn i de første leveår. Således oplever Billund kommunes pladsanvisning et pres på ventelisterne til vuggestuerne – især i Billund by og i Grindsted Vest. Her er der henholdsvis 28 og 14 pladser i vuggestuerne.

Men faktisk er søgningen til netop disse to vuggestuer langt højere end antallet af pladser. I Børnenes Univers Billund ligger den aktuelle efterspørgsel frem mod november i år på omkring 45 pladser, og der er 28 til rådighed. Hvad angår Børnenes Univers Grindsted Vest ligger efterspørgslen frem til november på knap 20 pladser, og der er 14 til rådighed. Her er der dog håb forude, idet antallet af vuggestuepladser i Grindsted Vest udvides med 6 pladser i 2020, når det nye byggeri er færdigt.

Ifølge Pladsanvisningen er det især tilflyttere fra andre kommuner og internationale borgere, der efterspørger vuggestuepladser. De internationale borgere begrunder deres ønske i, at de ikke har
kendskab til Dagplejen som pasningstilbud og har forbehold overfor et pasningstilbud i et privat hjem.

Problematikken omkring de lange ventelister til vuggestuepladserne skal op på næste møde i Børneudvalget.