Vestermarkskirken aflyser julemarkedet

Foto: Vestermarkskirken


Der bliver ikke noget julemarked i Vestermarkskirken i Grindsted i år. Arrangementet i samarbejde med Dansk Folkehjælp skulle have fundet sted den 7. november.

– Vi havde arbejdet intenst på en plan og fremgangsmåde som vi kunne stå inde for og som kunne afholdes forsvarligt så alle besøgende ville være trygge ved at komme. Men eftersom smittetallet stadig øges, også i Grindsted – Billund området og alle anbefalinger går på, at aflyse større arrangementer, ser vi desværre os nødsaget, til at træffe denne kedelige beslutning, siger præst i Vestermarkskirken, Charley Stephansen.

Dermed går kirken også klip af en stor indtægt, som skulle gå til mindre bemidlede familier i Grindsted.

– Derfor vil vi arbejde på at samle penge ind på andre måder, så vi også i år kan glæde nogle familier som ikke har så meget at gøre godt med i hverdagen, siger Charley Stephansen.

Således er det muligt at give et bidrag via Vestermarkskirkens mobilepay 41220 og skriv ”Julehjælp” i tekstfeltet.