Vestre Skole færdigrenoveret fem måneder før tid

Sådan ser et af de nye klasselokaler på Vestre skole ud inden eleverne flytter ind.


Egentlig var tidsplanen for færdiggørelsen af renoveringen af Vestre Skole sat til 1. september i år, men faktisk har skolen allerede nu fået nøglerne til de spritnye lokaler – knap fem måneder før tid.

Og det på trods af både corona og en konkursramt totalrådgiver – og selvom den første af de to etaper på Vestre Skole var otte uger forsinket.

– Vi er lykkes, fordi samarbejdet mellem ingeniørfirmaet, håndværkere, forvaltningen og skolens personale har spillet hinanden gode. Ja-hatten var været på fra starten, hvilket har betydet stor forståelse og tillid, og så har alle parter på projektet arbejdet meget løsningsorienteret, siger projektleder i Projekt og Ejendomme i Billund Kommune, Signe Brouer.

Det er yderst sjældent, at en arkitekt eller ingeniør går konkurs, men alligevel skete netop det. Konkursen satte gyngende grund under hele projektet, og satte gang i en del hovedbrud over, hvordan sådan en situation håndteres uden at et byggeprojekt i fuld fart bremses.

Underrådgiveren til den konkursramte totalrådgiver kom til undsætning.

– Der skal lyde en stor tak til ingeniørfirmaet, som overtog totalrådgiverkontrakten. Det var bestemt ikke en selvfølge. Ingeniørfirmaet har sammen med forvaltningen og håndværkere ydet et rigtig godt stykke arbejde, siger Signe Brouer.

Udover konkursen ramte også en usikkerhed om leverancetider, som konsekvens af corona. Det var heller ikke uden udfordringer at arbejde med usikkerheden om, hvor tæt håndværkere må være på en arbejdsplads, hvordan man holder en byggeplads ren og afsprittet, og hvordan man håndterer byggemøder med mere end fem fysiske deltagere.

Nu er arbejdet gået i gang med at flytte møblerne ind i de nye lokaler og fra 1. maj kan både elever og lærere flytte ind.