Vestre Skole repræsenterer Billund kommune ved Skillsstafetten

Arkivfoto: SkillsDenmark


Tre elever fra 8.C på Vestre Skole i Grindsted skal fredag formiddag forsvare Billund Kommunes ære, når de deltager i Skillsstafetten ved DM i Skills i Herning. Stafetten er for alle folkeskolernes 8. klasses elever, og de tre fra Vestre Skole sikrede sig pladsen i finalen ved hjemme i Magion at vinde den lokale konkurrence – i øvrigt kun med ganske få sekunder ned til nummer to.

Vinderholdet bestående af Kasper Dalgaard Bondesen, Agnete Langvad Thomsen og Melani Nygaard Lessmann skal på scenen i Herning fredag formiddag kl. 10.45. Og der bliver solid opbakning til eleverne i og med UU Billund i et samarbejde med Billund Kommunes ”Netværk for job og uddannelse” har arrangeret det sådan, at elever fra alle folkeskolernes 8. klasser kommer med til Herning.

– Både for at få en god dag og for at få et anderledes indblik i, hvad en erhvervsuddannelse handler om, siger Lars Stampe Mejer, der er konstitueret UU-leder ved Billund Kommune.

61 forskellige fag har meldt deres ankomst til Skillsstafetten og de forskellige lærlinge fra uddannelserne vil vise deres kundskaber indenfor deres område.

Derudover vil der være 41 ”mærk og prøv”-stande hvor eleverne får mulighed for fx at sætte fliser op, indrette deres værelse via et IT program, lakere negle, samle vinduer, styre robotter, prøve forskellige simulatorer og meget andet.