Vil invitere alle kommunens børn i LEGO House

Foto: Jeppe Donslund


Står det til kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen bør alle børn i Billund kommune have lov at opleve det nye oplevelseshus i Billund, LEGO House, der åbnede i torsdags.

Han kalder det “oplagt, at Billund Kommune markerer åbningen med at give alle børn fra 3 år i de kommunale og private Daginstitutioner og Skoler i kommunen mulighed for at opleve huset” som der står i dagsordenen til morgendagens møde i Økonomiudvalget. Forslaget skal nemlig forbi politikerne, der skal give grønt lys til, at pengene til besøgene i LEGO House kan frigives fra eventpuljen.

– Leg, Læring og Kreativitet er nøgleord både i visionen om Børnenes Hovedstad og i de oplevelser, LEGO House tilbyder. Dermed er et besøg i huset også oplagt for børnene i Børnenes Hovedstad, og i forbindelse med åbningen er det muligt at få dedikeret tre lukkedage i LEGO House til dage, hvor Billund Kommunes børn i daginstitutioner og skoler kan besøget huset, står der i dagsordenen.

Med i tankerne er at tilbuddet om besøg skal give til alle institutioner – kommunale såvel som private – og at der tilbydes transport til de institutioner, der ikke bor i gåafstand fra LEGO House.