Natten til søndag blev en 18-årig mand fra Grindsted udsat for kvalificeret vold på Vorbasse Marked. Episoden fandt sted omkring kl. 00.40, hvor manden blev ramt i hovedet af en flaske.
Ifølge Lea Frandsen fra Sydøstjyllands Politis Patruljecenter Midt medførte flaskekastet en flænge ved et af mandens øjenbryn. Gerningsmanden er på nuværende tidspunkt ukendt.
– Vi håber, at hændelsen er sket i et område med videoovervågning, så vi kan identificere gerningspersonen, udtaler Lea Frandsen.
Politiet er i gang med at undersøge sagen nærmere og opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig.
Derudover oplyser politiet til Netavisen Grindsted, at der i løbet af Vorbasse Marked er blevet anmeldt tre tasketyverier. Heller ikke i disse sager er der på nuværende tidspunkt identificeret nogen gerningsmænd.


