A. Winther solgt til TSG Nordic

Få dage før jul faldt handlen på plads: Anders Winther har solgt elinstallationsforretningen A. Winther i Billund til TSG Nordic.

Ifølge TSG sker opkøbet for at understøtte den stadig stigende efterspørgsel på installation og service af ladestandere.

– Med opkøbet har vi taget endnu et skridt på vejen mod vores mål om at blive én af de førende leverandører og installatører af ladeløsninger i Norden, og vi er stolte af at kunne hjælpe flere virksomheder mod deres mål om ansvarlig og bæredygtig mobilitet, fortæller Susanne Svarre, CEO i TSG Nordic.

Og spørger man Anders Winther selv, så er salget det helt rigtige:

– På baggrund af vores fælles værdisæt og ambitioner, er det her det perfekte match, siger den nu tidligere ejer, der fremover bliver ansat i virksomheden som chef for TSG i Billund.