Årets medarbejder kåret af kollegerne på IFF

Det var en overvældet Heidi Holm, der ved julefrokosten før jul på IFF i Grindsted blev kåret som Årets medarbejder på indstilling fra hendes kolleger. Her arbejder hun som supporter inden for kvalitet-modulet, hvor IFF anvender it-systemet SAP. Og det er vel at mærke kolleger over hele verden, som kan trække på hendes viden.

– Meget ville være mere besværligt, hvis Heidi ikke med sin SAP-baggrund altid er klar til at hjælpe. Hun er rar at arbejde sammen med, altid i godt humør, lyttende og god til at oversætte det it-tekniske til noget, vi forstår, lyder det i kollegernes indstilling.

Og så har Heidi Holms baggrund hverken noget med it eller SAP at gøre. Hun blev færdiguddannet laborant i 1990 og var året forinden tiltrådt en stilling på laboratoriet i Grindsted. Trods det nye arbejdsområde er hun fortsat tilknyttet kvalitetsafdelingen, men nu med hele verden som arbejdsplads.

– Siden 2000 har jeg tilegnet mig mere og mere ekspertise om SAP, hvor jeg først blev superbruger og nu har en global funktion som Subject Matter Expert. Det handler både om problemknusning og undervisning i at sikre, at vores moduler til kvalitet, produktion, salg osv. kan tale sammen. Jeg er til rådighed for andre af IFF’s ingrediensfabrikker verden over. Før corona indebar det ind imellem rejseaktivitet, men i dag forsøger vi at klare det herfra, fortæller Heidi Holm.

Hun har været ansat på matriklen i 33 år – under skiftende virksomhedsnavne, først Danisco, så blev det DuPont og nu altså IFF.