Billund-dreng komponerer symfoni

Den 15. september 2022 var en noget særlig dag for musiker John Kristensen fra Billund. Det var dagen hvor han sammen med Odense Symfoni Orkester og Odense Jazz Orkester spillede en ny symfoni – skrevet af John Kristensen selv.

– Det kunne jeg da godt mærke jeg lige blev lidt bevæget af, smiler John Kristensen, mens han fortæller historien – omgivet af instrumenter i sit hjemmestudie.

– Det var Odense Symfoni Orkester der henvendte sig til mig for at høre om jeg kunne skrive noget til dem, som kunne fremføres sammen med Odense Jazz Orkester, som jeg selv har spillet i i mange år. Så det har jeg brugt nogen tid på de sidste år, siger John Kristensen.

Musikken har været en stor del af hans liv, siden han som ganske lille begyndte i LEGOLAND Billund Garden – en garde han i dag står i spidsen for. Kombineret med alle de andre ting, han har gang i.

– Jeg er nok lidt af en gøgler med gang i rigtig mange ting. Men selvom jeg nu har komponeret en symfoni, har jeg det lidt svært ved at kalde mig selv komponist. Jeg er jo bare musiker, griner han.

Til næste år bliver én af gøglertjanserne at sparke gang i musiklinjen på den nye Efterskolen PLAY i Grindsted.