Billund gik til fordel for Julemærkehjemmene

Årets Nytårsmarch i Billund blev en vaskeægte succes. Bag marchen står Hjerteforeningen og Billund Rotary Klub, som igen i år havde sørget for 3 ruter både til gående og løbere.

Valget stod mellem 3, 6 eller 9 km – den lange var nok mest rettet mod løberne. Hele 216 valgte at tage imod tilbuddet om en gåtur i det friske vintervejr – helt bevidste om at jo flere kilometre der blev gået, jo flere penge ville Billund Rotary donere til de danske julemærkehjem.

De 216 deltagere gik samlet set 1197 km – altså lige knap 1200 km samlet – og med 10 kr per tilbagelagt kilometer, ender det på en donation på 11.970 kroner – og dertil kommer donationer for 910 kroner.

Oven i de beløb skal lægges den indsamling Billund Rotary Klub har haft på internettet. Her er det blevet til 12.700 kroner – altså kan de lokale rotarianere alt i alt sende mere end 25.000 kroner til Julemærkehjemmene.