Billund Kommune forlænger – og forhøjer – store sponsorater

Billund Kommune fortsætter de store sponsorater til lokale sportsfyrtårne – og hæver samtidig støtten til både golf og speedway.

Det besluttede Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget tirsdag, hvor udvalget drøftede fremtidige sponsorater som en del af kommunens brandingindsats.

GGIF Håndbold får fortsat 750.000 kroner årligt, men aftalen gælder foreløbig kun de næste to sæsoner. Beslutningen kommer, efter klubben rykker ned i 1. division efter denne sæson.

Samtidig hæves sponsoratet til både Gyttegård Golfklub og Grindsted Speedway fra 150.000 til 175.000 kroner årligt. Begge aftaler løber over fire år.

Kommunen begrunder sponsoraterne med ønsket om at støtte lokale flagskibe, der både skaber lokal stolthed og eksponerer Billund Kommune nationalt. I sagsfremstillingen peges der blandt andet på lokal forankring, brandingværdi og arbejde med børn og unge som centrale kriterier.

Ud over den almindelige sponsoraftale har udvalget også besluttet at støtte Grindsted Speedway Klub i forbindelse med køb af en ny airfence til banen.

Forslaget om nye såkaldte mikrosponsorater til blandt andet Vorbasse Marked, Lalandia Cup og Stafet for Livet blev derimod ikke besluttet tirsdag. Udvalget valgte i stedet at udsætte spørgsmålet, indtil der har været en bredere politisk drøftelse af ordningen.

Billund Kommune har årligt afsat 4,6 millioner kroner til brandingindsatsen, som blandt andet dækker events, sponsorater og bosætningskampagner.