Byggeriet af den nye skole i Hejnsvig bliver markant dyrere end oprindeligt planlagt. Et netop afsluttet licitationsresultat viser, at den samlede pris nu lyder på hele 102,4 mio kroner – altså godt 24 millioner kroner mere end det senest afsatte anlægsbudget.
Projektet blev sat i gang med budgetforliget i 2020, hvor der blev afsat 65 mio. kr. til en ny skole. Siden da er prisen støt steget, i takt med stigende byggepriser, skærpede bygningskrav og ændringer i projektets omfang. I 2024 lød vurderingen, at projektet ville koste omkring 91 mio. kr., men med licitationsresultatet i hånden står det klart, at prisen er endnu højere.
Kommunalbestyrelsen godkendte på gårsdagens møde en tillægsbevilling på 22,13 mio kroner, der skal sikre, at byggeriet kan gennemføres. Samtidig frigives anlægsmidler for i alt 67,23 i 2025.
For at holde udgifterne nede har politikerne valgt at gennemføre reduktioner i projektet for 2,17 mio. kr. Besparelserne omfatter primært visuelle og udendørs elementer og forventes ikke at påvirke læringsmiljøet væsentligt.
Skolen har været længe undervejs. Først som en idé om at renovere den eksisterende skole, siden som et nyt byggeri – en beslutning, der blev truffet ud fra hensyn til både moderne læringsmiljøer og bedre langsigtet økonomi. Undervejs har projektet flere gange været til politisk behandling, især i forbindelse med budgetoverskridelser.
Kommunalbestyrelsen valgte i 2024 at fastholde projektet i dets nuværende form fremfor at genstarte det med en mindre og billigere skole, hvilket ville have medført nye forsinkelser og øgede rådgiverudgifter.
Den væsentlige prisstigning siden seneste vurdering tilskrives især fortsat stigende materialepriser – blandt andet er der varslet prisstigninger på op til 8 pct på beton og 15 pct på trævarer.