Der er varmepenge på vej retur

Der er penge på vej tilbage til forbrugerne hos Billund Varmeværk.

Det står klart efter et fornuftigt år økonomisk set på varmeværket, der med befolkningstilvæksten og byggeriet af nye boliger i Billund by, oplever fortsat tilgang af forbrugere.

– Dét kombineret med lavere renter og optimering af vores drift, men også gode vilkår på elmarkedet henover efteråret gør, at vi nu kan sende penge tilbage til forbrugerne, siger direktør i Billund Varmeværk, Jens Enevoldsen.

Kort fortalt ender varmeprisen for 2024 med at falde fra 560 kr. til 410 kr. plus moms med tilbagevirkende kraft. Altså 150 kr. mindre per MWh end opkrævet.

– Det betyder i løse tal, at et almindeligt hus i Billund, der i snit bruger 18,1 MWh om året, kan se frem til at få ca. 3300 kroner tilbage. Dog ikke som cool cash. Vi tilbagebetaler pengene i den første aconto regning i 2025, hvor vi reducerer varmeregningen med det beløb, den pågældende forbruger skal have tilbage. Har en husstand ikke brugt så meget varme, at vi kan nedskrive regningen, så får man pengene udbetalt, siger Jens Enevoldsen.