Der har været svingende optimisme i Grindsted Ro og Kajakklub de seneste par år. Grøde i kanalen ved klubbens tidligere tilholdssted på Vestre Boulevard gjorde det stadig sværere at få bådene på vandet, og konsekvenserne kunne mærkes blandt medlemmerne.
Men nu ser fremtiden lysere ud.
Klubben er flyttet ind i sejlklubbens tidligere klubhus ved Engsøen, og efter et halvt års intensiv renovering er de nye lokaler klar til brug. Samtidig kan klubben igen begynde at optage nye medlemmer.
– Vi kørte kajakkerne ud til Engsøen med trailer for at kunne få dem i vandet. Det har været rigtig træls, og det er tæt på, at klubben har mistet 50 procent af medlemmerne i den periode, fortæller klubben til Netavisen Grindsted.
De seneste to år har klubben ikke taget nye medlemmer ind, fordi forholdene ved den gamle placering gjorde det vanskeligt at drive aktiviteterne.
Vejen til den nye adresse på Morsbølvej 96 har været lang. Ifølge klubben har det taget omkring et år at få de nødvendige aftaler og tilladelser på plads med Billund Kommune, den tidligere sejlklub og lodsejerne Allan og Jane Ladegaard.
Da nøglerne endelig var i hus, gik arbejdet for alvor i gang. Siden 2. januar har frivillige brugt omkring 800 timer på at forvandle det gamle klubhus til et moderne samlingspunkt for roere og kajakfolk. Der er blandt andet blevet skabt plads til kajakkerne i bygningen, etableret køkken, toilet og badefaciliteter, installeret varmepumpe og givet lokalerne en gennemgribende opfriskning.
Resultatet er et klubhus med udsigt over Engsøen, og ifølge klubben er naboerne glade for, at der igen kommer liv i bygningen.
Flytningen betyder også, at klubben igen kan kigge fremad. I begyndelsen af august starter et nyt hold kajakroere op, og interesserede kan allerede nu melde deres interesse. Før det sker, inviterer Grindsted Ro og Kajakklub til åbent hus på søndag den 7. juni fra klokken 10 til 13.




