Frihavnens Venner modtager årets skulderklap 2022

Igen i år har Sparekassen Kronjylland sammen med borgerne i Vorbasse uddelt Årets Skulderklap. Frihavnens Venner blev i år modtager af prisen, der blev overrakt få dage før jul.

– Frihavnens Venner har gjort sig fortjent til Årets Skulderklap, da de bidrager til, at beboerne på Frihavnen i Vorbasse får en masse gode oplevelser. De afholder blandt andet bankospil og en årlig forårsfest. Derudover er de med til at skabe et godt sammenhold og nærvær på Frihavnen, fortæller H.C. Christensen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Vorbasse og sidder i udvælgelseskomitéen for Årets Skulderklap.

Frihavnens Venner startede som en pårørende- og hjælpegruppe på Frihavnen – det lokale plejehjem i Vorbasse. Stedet har til formål at hjælpe beboerne med nogle af de ting, som ligger uden for personalets arbejdsopgaver, og som personalet samtidig har svært ved at nå at hjælpe med i en travl hverdag.

I dag består Frihavnens Venner af cirka 20 frivillige, der sammen gør et stort stykke arbejde for beboerne på Frihavnen. Disse sikrer beboerne både opmuntrende indhold i hverdagen, kreativitet og kærlig omsorg.

I indstillingen til Årets Skulderklap bliver det fremhævet, at Frihavnens Venner bringer stor opmuntring og glæde ind i livet hos beboerne på plejecentret. Indsatsen er samtidig også til stor glæde for de pårørende, der oplever, hvordan Frihavnens Venner skaber gode oplevelser og noget at se frem til for beboerne, ligesom fællesskabet blandt beboerne bliver styrket.

Årets Skulderklap uddeles af Sparekassen Kronjylland sammen med borgerne i Vorbasse, der indstiller kandidater til prisen. Sparekassen er initiativtager til prisen, der er blevet uddelt siden 1998. Med titlen følger en miniatureudgave af skulpturen Spiren og en gavecheck på 5.000 kroner.