Hans Jensensvej afspærret igen – busstation flyttes midlertidigt

Fra i dag skal trafikanter gennem Billund by belave sig på at Hans Jensensvej igen er afspærret.

Her går Billund kommune nemlig i gang med 3. etape af ombygningen af vejen, der vil være lukket indtil 28. februar.

– Ombygningen sker for at forbedre sikkerheden for de bløde trafikanter. I etape 3 bliver der etableret nye fortove, cykelstier og en helle i midten af vejen, lyder det fra Billund kommune.

Samtidig bliver også fortov og cykelsti mellem Skolevej og Kastanjerundkørslen bygget om – et arbejde, der vil ske enten i slutningen af måneden eller i begyndelsen af februar. I den forbindelse vil både fortov og cykelsti også være afspærret.

Afspærringen af vejen får også betydning for den offentlige trafik, eftersom busstationen ved Billund Centret midlertidigt flyttes hen til varmeværket på Højmarksvej.