IFF sender 153 løbere til Engsøløbet – ny sponsor på plads efter butikslukning

Der er lagt op til masser af aktivitet i Grindsted, når Engsøløbet løber af stablen næste søndag. Med en uge til start ser det allerede nu ud til, at byens største virksomhed, IFF, stiller med det største hold – hele 153 medarbejdere har tilmeldt sig årets løb. Det er en markant stigning fra sidste år, hvor de stillede med 117 deltagere.

– Vi er rigtig glade for opbakningen fra byens største virksomhed. Derimod er det stadig spændende, hvem der vinder titlerne i de øvrige kategorier som årets største forenings-, skole- og familiehold, konstaterer løbschef Erik Holme Bertelsen.

Der er også sket ændringer blandt sponsorerne. Skouniverset, som i mange år har været med som præmiesponsor, stopper samarbejdet, da butikken lukker senere på året. Sport24 har dog overtaget pladsen – og endda med en ny treårig aftale.

– Vi vil gerne takke Skouniverset for mange års godt samarbejde, som har givet værdi til vort løb. Og på samme tid er vi taknemlig for det hurtige indhop fra Sport24, som har set mulighederne for at komme i kontakt med mange nye løbere, siger Erik Holme Bertelsen.

Det 48. Engsøløb bliver skudt i gang søndag kl. 10.30, hvor borgmester Stephanie Storbank holder en kort tale og derefter selv løber den lange rute på 7,5 km. Kort efter sendes de øvrige deltagere afsted på den kortere to-kilometer-rute.

Sidste frist for tilmelding er torsdag ved midnat. Ifølge løbschefen er der tradition for, at mange først tilmelder sig i sidste øjeblik.