Internationale borgere blev – forhåbentligt – lidt klogere på kommunalvalget

Hvad er det egentlig kommunalpolitikerne tager beslutning om? Hvilke offentlige opgaver tager kommunen sig af? Og hvilke hører under regionen? Og hvordan foregår optællingen af stemmerne på valgdagen den 18. november?

Disse – og mange flere – spørgsmål forsøgte kommunaldirektør i Billund kommune, Thomas Foged, at svare på, da Billund Erhverv torsdag eftermiddag havde inviteret internationale borgere til orienteringsmøde på International School of Billund.

Her var der også lejlighed til en personlig snak og til at stille uddybende spørgsmål til holdninger og mærkesager hos de kandidater der var mødt op.

Internationale borgere udgør 15-16 procent af befolkningen i Billund kommune og rigtig mange af dem er godkendt til at måtte stemme til kommunal- og regionsrådsvalget om 12 dage. Og de internationale må ikke bare stemme – de må også stille op til valget, hvilket er resulteret i en decideret international liste, Billund Internationals.