I disse dage er det 100 dage siden kommunalvalget i november, og at der dermed blev valgt en ny kommunalbestyrelse.
Hvor er vi så her 100 dage senere?
Meget blev sagt og lovet, vi ville lytte til borgere og ansatte – alt (meget) kunne lade sig gøre….
Hvor skal vi hen, hvad er retningen – hvad skal prioriteres, og hvad skal ikke længere prioriteres?
Der er inviteret til visionsseminar ultimo april måned, der er budgetfasen for indeværende år allerede forholdsvis langt i processen, så hvornår skal vi træde i karakter?
Grindsted midtby, Grindsted forureningerne, Campusmiljøet inkl. ny idrætsefterskole, landdistriktspolitik, ældrepleje, genbrugspladser, klimapolitik, infrastruktur og mobilitetsplan for Billund by, foreningsliv og foreningsservice osv., masser af forhold at tage fat på og forholde sig til.
Vi får at vide at vi skal turde prale, det siger det administrative niveau – økonomien er god.
Skulle vi så ikke starte med at finde ud af hvad vi mener med “Børnenes hovedstad” i forhold til de børnefamilier som allerede bor her?
Vi skriver 2022, og når jeg kigger på min sociale profil siden jeg gik ind i politik i 2013 – må jeg desværre sige at vi endnu ikke har fået det formuleret og konkretiseret (næsten pinligt). Lad os nu få lavet den mere håndgribelige plan til gavn og glæde for NETOP børn og unge som bor her – og deres forældre.
F.eks forhold som inklusion, hvor går grænsen? En mobbepolitik, hvordan gør vi det synligt at det ikke tolereres? To-lærer-ordning, ikke vikar og lærer ordning… Fagligt kompetent personale, hvordan kan vi omsætte det til praksis?
Vi skal turde arbejde med måltal på udvalgte områder, og et klart ønske om at institutioner og skoler bringes helt i top på landsplan, og børnefamilierne trives her – så det giver genlyd – så skal jeg nok prale af det.
Vi har mulighederne, har vi modet og ambitionerne?
De bedste hilsner
Ulrich Kristensen, Medlem af kommunalbestyrelsen i Billund Kommune, Lokalpolitisk Forum



