Læserbrev: Vi skal gribe mennesker i mistrivsel, før de falder

Alt for mange med psykisk mistrivsel – både børn, unge og voksne – må vente alt for længe på hjælp. Flere steder i landet er ventetiden ikke bare måneder, men år.  Det er uholdbart – både for den enkelte og for samfundet. I Moderaterne har vi længe sagt, at vi må gøre det anderledes.

Med regeringens nye psykiatriudspil skabes der mulighed for hurtigere, mere tilgængelig og mere sammenhængende hjælp – tæt på hverdagen.

Et af de vigtigste tiltag er oprettelsen af særlige ADHD- og autismeklinikker i hele landet – for både børn, unge og voksne. Klinikkerne skal bemandes med specialpsykologer, pædagoger og andre faggrupper og ligge uden for den pressede sygehuspsykiatri. Det gør hjælpen mere tilgængelig og frigør kapacitet i det specialiserede system.

Samtidig styrkes de lettilgængelige kommunale tilbud, hvor især børn og unge, som mistrives, kan få støtte uden lang ventetid eller krav om henvisning. Det er vigtigt, fordi de griber børn og unge tidligt inden deres mistrivsel udvikler sig. Mange kommuner er allerede godt i gang, og med udspillet sikres det, at tilbuddene bliver varige og landsdækkende.

For voksne betyder udspillet bl.a., at der oprettes afklaringspladser i kommunerne, så man ikke risikerer at blive liggende på en hospitalsstue efter endt behandling, fordi et kommunalt tilbud mangler. Det er både uværdigt og spild af ressourcer.

I kommuner som Billund vil det give bedre muligheder for at hjælpe i tide – uanset alder – og skabe smidige overgange mellem behandling og hverdag.

Nogle af dem med størst behov for hjælp, har oftest sværest ved at tilgå den. I Moderaterne er vi særligt optaget af at ingen skal falde mellem to stole. Ved at styrke de opsøgende teams og skabe bedre sammenhæng mellem psykiatri og sociale indsatser tages der vigtige skridt. Derudover kommer der nu et målrettet fokus på at støtte mennesker med både psykisk sygdom og rusmiddelproblemer – og løfte kvaliteten i socialpsykiatrien.

Der lægges ikke op til at ændre på ansvaret mellem kommuner og regioner, men til at styrke samarbejdet – med mennesket i centrum.

Hjælp skal gives, mens der stadig er noget at gribe. Det gælder både børn, unge og voksne. Der er brug for at møde mennesker med den rette hjælp – og med rette respekt og værdighed. Og der er brug for at psykiatrien endelig sidestilles med det somatiske område.

Venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, Kandidat til kommunalbestyrelsen i Billund kommune for Moderaterne.