Oddsene var på forhånd i dén grad imod GSKs ligamandskab op til onsdagens hjemmematch mod Slangerup. Først kom der afbud fra både Piotr Pawlicki og Kenneth Bjerre, der på grund af styrt i udlandet i weekenden var kommet til skade i en grad, så de ikke kunne stille op for Grindsted onsdag.
Samtidig var Patryk Wojdylo og Robert Chmiel indkaldt til pligttræning med deres polske klub, og for at fuldende mareridtet for holdleder Chris Pedersen, måtte Mathias Pollestad melde forfald et par timer før matchen, da hans bil var kørt i stykker i Tyskland. Således blev der uventet debut i Speedwayligaen til Andreas Olsen.
Og det kunne ses på pointtavlen at Grindsted var udfordret på rutinen og kræfterne i dag. Således endte det 32-52 i Slangerups favør og GSK måtte indkassere det tredje nederlag i sæsonen – om end unge Villads Nagel gjorde en særdeles god figur og fik lov at shine med topscorerværdigheden for GSK med 10 point.