Rigtig mange bilentusiaster fra hele landet trodsede i går vejr og vind og begav sig til Astina Mega Meet 2025 i Grindsted.
Faktisk var der ifølge Netavisen Grindsted både flot fremmøde og rekordmange udstillere til arrangementet.
– Vi har været rimelig presset på vejret de seneste par dage og fulgt vejrudsigterne tæt. En del har meldt afbud, fordi de ikke vil have deres biler ud i regnvejr. Men jeg er positivt overrasket over fremmødet, selvom det har regnet – og egentlig først skulle have regnet senere, fortæller René Høvinghof fra Astina med et smil til Netavisen Grindsted.
For at undgå de trafikale problemer, der tidligere har opstået i forbindelse med Mega Meet, har arrangørerne i år forsøgt en ny løsning.
– Vi har opfordret folk til at køre ind via Odinsvej i stedet for rundkørslen ved Thorsvej. Vi har tidligere haft problemer med at forsinke trafikken til Billund Lufthavn, men i år har det virkelig virket. Det har aflastet trafikken markant, forklarer René Høvinghof.
Astina Mega Meet er vokset år for år, og 2025-udgaven har sat ny rekord, når det gælder antallet af udstillere.
– Vi har tæt på 20 udstillere i år – sidste år havde vi otte. Det er vi virkelig glade for, fortæller Høvinghof.
Astina Mega Meet blev første gang afholdt for cirka 13 år siden, dengang Astina havde til huse på Vestergade. I dag er det et af årets mest ventede biltræf i området – og 2025-udgaven beviste endnu en gang, at hverken regn eller praktiske udfordringer kan bremse en god bilfest i Grindsted.












