Efter fem års midlertidigt ophold på Nordre Skole har GAS – Grindsted Amatørscene – fundet nye lokaler. Selvom det hele tiden var et midlertidigt lejemål man havde på Nordre Skole, så nåede amatørskuespillerne alligevel ifølge GAS-formand, Anne Lise Holm at blive glade for den sjæl der var i de gamle skolebygninger – også selvom man måtte indskrænke sig en del.
Det fortæller hun til Netavisen Grindsted.
Men udsigten til at blive hjemløse da lejemålet ophørte, blev ved udsigten, for pludselig stod René Heiselberg Gier med ledige lokaler i No 16 i midtbyen – lokaler som GAS kunne leje og Billund kommune har lovet af betale huslejen.
Som en særlig velkomstgave fik GAS lov til at låne sal og scene til deres juleforestilling i december og nu venter der så den næste forestilling.
– Det er Pinnochio, som der er audition på den 16. januar 2025 kl. 18.00, fortæller Anne Lise Holm – og gør opmærksom på at den audition faktisk vil blive afholdt i GAS’ gamle lokaler på Nordre Skole. Men fra marts er alle øveaftener fremover henlagt til de nye lokaler i No 16.