I mange år har det ikke været tilladt at fiske ting op af containerne på Billund Genbrugsplads for så at tage dem med hjem. Altså klunse…
Og den regel fortsætter som sådan for langt de fleste af containerne, men når den moderniserede og renoverede genbrugsplads slår portene op til november i sin nye form, så bliver klunsning faktisk tilladt – i et afgrænset område.
Her kan borgerne efterlade ting, de ikke selv ønsker at have, men som stadig er i en stand, hvor andre måske kan gøre brug af det. Det er helt i den bæredygtige ånd, som Billund kommune gerne ser genbrugspladserne have i fremtiden:
– Vi har en klimaplan i Billund kommune, hvor vi har som mål at være klimaneutrale i 2050. Og for nylig blev der taget første spadestik til det nye fjernvarmeværk her i Billund, som skal levere grønnere fjernvarme til byens borgere. Nu er vi i gang med en tiltrængt renovering af Billund Genbrugsplads og senere på året forventer vi at kunne gå i gang med renoveringen af Grindsted Genbrugsplads. For mig taler det hele ind i den samme udfordring: at vi skal blive grønnere for klimaets skyld og for fremtidens skyld. Og vi skal blive bedre til at genbruge de ressourcer vi allerede har, lød fra fra formanden for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget i Billund kommune, Simon Nicolajsen Jørgensen i talen til dagens rejsegilde på den nye store bygning på genbrugspladsen.
Den kommer til at huse forskellige sorteringsstationer og mandskabsrum – og det er formentlig også her det nye “klunse”-område får til huse:
– Vi skal blive endnu bedre til at sortere og genanvende og passe på vores dyrebare ressourcer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu er på vej til at få en moderne genbrugsplads. hvor der blandt andet bliver en bytte-plads, hvor borgere kan aflevere ting, der er for gode til at blive smidt ud, så andre kan få glæde af dem og give tingene nyt liv, sagde Simon Nicolajsen Jørgensen.
Den moderniserede genbrugsplads i Billund står færdig til november senere i år.