Ny naturfagsfløj indviet på Vorbasse Skole: Et kæmpe løft til undervisningen

Der var både begejstring og stolthed på Vorbasse Skole i dag, hvor skolen officielt kunne tage sin helt nye naturfagsfløj i brug. Tre topmoderne lokaler står nu klar til at løfte undervisningen i fag som biologi, fysik og natur/teknologi – en investering på omkring 2,5 millioner kroner. Den endelige regning er dog endnu ikke gjort helt op.

Ifølge skoleleder Torben Precht Jensen betyder de nye lokaler, at skolens naturfagsundervisning nu er helt opdateret til moderne standarder.

– Vores naturfag får et løft, og det hele er indrettet, så der er god systematik og gode muligheder for at arbejde praktisk med forsøg og undersøgelser, fortæller skolelederen.

De tre lokaler kan bruges på tværs af klassetrin, og særligt ét af rummene har fået nyt liv:

– Det var lidt et rum, hvor vi ikke helt vidste, om det var et biologilokale eller noget andet. Nu kan det bruges til mange ting – fra 0. klasse og helt op, siger Torben Precht Jensen.

Fløjen er tænkt fleksibelt, så den både kan rumme almindelig undervisning, projektarbejde og praktiske forsøg. Eleverne får blandt andet mulighed for at arbejde med naturen tæt på:

– Det er jo også noget, der foregår ude. Eleverne kan tage prøver fra søen, og så komme tilbage og undersøge og dissekere her, fortæller skolelederen.

Selve ombygningen har været omfattende. Alt – fra vægge, gulve og døre til lamper og overflader – er blevet udskiftet.

– Alt har fået en tur. Vi har faktisk kun beholdt loftet, siger Torben Precht Jensen med et smil.

Inventaret står lige nu klar i containere udenfor, men allerede på mandag går lærere og elever i gang med at rykke ind, så lokalerne kan blive taget i brug.

– Vi bliver ikke helt færdige på mandag, men stille og roligt får vi det hele på plads. Det bliver rigtig godt, lyder det fra skolelederen.

Elevrådsformand Simon Svendsen klipper snoren til den nye naturfagsfløj.