Over en kvart million til lokale jagtforeninger

13 skydebaner over hele Danmark har fået samlet set knap 1,7 mio i støtte til en række projekter – typisk omkring renovering af skydebaner eller iværksætte støjdæmpende foranstaltninger.

Den glade giver er Skydebanepuljen, der administreres af Miljøstyrelsen, skriver Mit Jagtblad.

Lokalt snupper Sdr. Omme Jagtforening det største beløb. Lige knap 220.000 er der kommet fra puljen til indkøbet af seks nye kastemaskiner og til materialer til bygning af fire læhuse.

Der er også faldet penge af til Krogager Jagtforening, som har fået 58.500 kroner i tilskud til indkøbet af en ny 2×20 fods lagercontainer med sikkerhedsdør til opbevaring af blandt andet materiel og kastemaskiner.

Pengene i puljen er jægernes egne penge, da de kommer fra den såkaldte jagttegnspulje og dermed bliver finansieret af jagttegnsmidler. Formålet er at sikre, at der er gode og tidssvarende anlæg til rådighed for jægernes skydetræning med haglgevær.