Sæbebobler, shorts og små sving med ketsjeren: Tiger Tennis hitter i Billund

Der er fart på de mindste i Billund Tennisklub. Ved indgangen til banen skyder en sæbeboblekanon bobler ud i forårssolen, farverige redskaber ligger klar – og på banen løber børn i shorts rundt med ketsjere, grin og fuld energi. Hos én af de allermindste stikker bleen endda lidt op bagtil. Så ja… vi er helt nede i den unge ende af talentmassen.

Velkommen til Tiger Tennis – klubbens populære tilbud for børn fra 3 til 6 år, som nu er indstillet til Årets Skulderklap ved det kommende Sport- og Kulturgalla.

Bag holdet står trænerne Manuel Rodriguez og Anouk Schumacher, som har fundet en opskrift, der virker: Mindre fokus på teknik – og meget mere fokus på leg, bevægelse og glæde. Idéen til Tiger Tennis kom, da Manuel Rodriguez blev inspireret af et lignende koncept i Sydafrika.

– Jeg så noget, der hed Teddy Tennis, og tænkte, at vi også skulle have et godt navn. Tiger Tennis lød rigtigt. Det starter med T som tennis – og hvem elsker ikke tigre, når man er fire eller fem år? siger han med et smil.

Konceptet er enkelt: Børnene leger sig ind i sporten. Der bliver løbet, kastet, hoppet, ramt bolde og jublet over små sejre.

– Når de rammer bolden, føler de: “Jeg gjorde det!” Det giver selvtillid og lyst til mere, fortæller Anouk Schumacher.

Interessen er til at tage og føle på. Til den kommende sæson er 25 børn allerede meldt til – et særdeles flot tal for de yngste årgange. Derfor deles børnene op i to hold med 12 og 13 deltagere. Træningen varer 30 minutter ad gangen med en pause imellem. Sidste år var passene længere, men trænerteamet har justeret.

– Nøgleordet er opmærksomhedsspænd, lyder det med et grin fra trænerne.

Kort sagt: Når man er tre år, skal der ske noget.

Selvom børnene lærer at holde en ketsjer og ramme en bold, handler Tiger Tennis om mere end sporten. Det handler om at være aktiv udendørs. Om at være en del af et fællesskab. Om at få gode oplevelser med bevægelse tidligt i livet. Og det virker. Flere af sidste års ældste deltagere er allerede rykket videre til klubbens juniorhold.

Så måske gemmer der sig en kommende stjerne på banen i Billund. Trænerne joker i hvert fald med, at hvis en af børnene går pro, så tager klubben 10 procent.

Det vigtigste lige nu? At der bliver grinet, løbet og jagtet sæbebobler på vej ind til træning.

Og flere kan være med i klubben, som lørdag fra kl. 13 holder åbent hus ved banerne i Skovparken. Og her markeres også Billund Tennisklubs 60 års jubilæum.