Udvidelse af Viadukthallen blev langt om længe officielt skudt i gang

I Filskov har man ventet rigtig længe på dagen i dag, hvor der endelig kunne tages første spadestik til en tiltrængt udvidelse af Viadukthallen.

– Siden vi fik ny halbestyrer (Mette Nicolajsen, red.) i 2020 er antallet af aktiviteter kun gået opad. Og det kræver mere plads, for der sker meget. Så for at følge med i udviklingen har vi følt det var nødvendigt med et fitnesscenter og et nyt mødelokale, siger formanden for Viadukthallen, Bo Henriksen.

Ifølge ham skabes der også nogle sociale zoner i den nye udgave af Viadukthallen, der gerne skulle stå færdig sidst på året.

– Her kan unge mennesker, der ikke lige er til sport, mødes udenfor skoletid, i stedet for at løbe rundt i byen, siger Bo Henriksen.

Udover de 400 kvadratmeter som tilbygningen kommer til at fylde, ændres noget af den eksisterende bygningsmasse i hallen til andre funktioner end i dag.

Byggeriet ventes at løbe op i samlet 10,4 mio kroner – penge der er skaffet via fonde, det lokale erhvervsliv og foreningslivet.

Peter Junge fra den lokale Min Købmand var ikke sen til at overlade opgaven med spadestikket til Bo Henriksen, der har siddet i Viadukthallens bestyrelsen i mere end 30 år.
Formand for Viadukthallen Bo Henriksen tog det første spadestik – sammen med en herlig stor flok af de lokale børn, der selv havde medbragt sandskovle til formålet. Rygtet vil vide at den store sandbunke gemte på en masse slikkepinde.
Kirsten Plagborg Hansen fra Vestjysk Bank var forbi Viadukthallen med en pæn check på 50.000 kroner til byggeriet.