Vær med til Danmarks største forældremøde og bliv klogere på opioid-misbrug

Sundhedsstyrelsen og Politiets Online Patrulje inviterer på torsdag til det, der kaldes Danmarks største digitale forældremøde om opioider.

Mødet foregår online kl. 19.30-20.30 og livestreames på Politiets Online Patruljes YouTube-kanal. Det henvender sig til forældre med børn og unge mellem 12 og 20 år – samt fagpersoner, der arbejder med unge.

Baggrunden er nye tal fra en landsdækkende forældreundersøgelse, som viser, at mange efterspørger mere viden om opioider, blandt andet om tegn på brug og misbrug. Undersøgelsen viser, at 4 ud af 10 forældre endnu ikke har talt med deres barn om opioider, og at mange ikke føler sig godt nok klædt på til at tage samtalen.

På mødet deler Sundhedsstyrelsen og politiet viden om opioider, tegn på misbrug og giver konkrete råd til, hvordan man kan tage den svære snak om rusmidler. Der vil også være information om, hvor man kan søge hjælp, hvis man er bekymret.

– Forældremødet er en mulighed for at fortælle så mange som muligt om, hvor vigtig en rolle man har som forælder, og hvad man helt konkret kan gøre. Som forælder har du stor indflydelse på dit barns holdning til opioider og andre stoffer. Børn og unge er mindre tilbøjelige til at tage stoffer, hvis de har en tillidsfuld dialog og klare aftaler med deres forældre. Så det er vigtigt, at du er tydelig om din egen holdning. Det handler ikke om kontrol, det handler om at være tæt på og til at snakke med, siger Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

Undervejs vil udvalgte spørgsmål blive besvaret via chat og Messenger.

Tid og sted

📅 Torsdag den 26. februar 2026
🕢 Kl. 19.30–20.30
💻 Online via Politiets Online Patruljes YouTube-kanal

Deltagelse er gratis og åben for alle interesserede forældre