12,7 mio til handicap- og psykiatriområdet

En samlet kommunalbestyrelse i Billund kommune er nået til enighed om et budget for det kommende år.

I forliget tilføres det specialiserede område samlet 14,9 mio kroner til at imødegå udgiftspresset – fordelt med 2,2 mio. kr. til det specialiserede ungeområde og 12,7 mio. kr. til handicap- og psykiatriområdet for voksne.

Blandt andet vender hotlinen for psykisk sårbare tilbage – en hotline, der har til formål at skabe ro og tryghed for borgere, som oplever situationer, der kan være svære at tackle.

Derudover bliver der afsat en generel pulje på 0,6 mio. kr. til at løfte kvaliteten i ældreplejen, ligesom der sker en reorganisering af voksenstøtteområdet.

Kommunalbestyrelsen har desuden aftalt at afsætte 0,8 mio. kr. til en hjemlig og demensvenlig indretning af Værestedet, som er kommunens specialplejehjem for borgere med demens. Samtidig bliver der tilført 1 mio. kr. årligt til at styrke personalesiden på Værestedet.

– Alle borgere skal have et godt og værdigt liv – også i livets sidste faser. Vi ønsker derfor understøtte det gode ældreliv, ligesom vi vil holde et sikkerhedsnet under kommunens svageste borgere. Vi ved, at et stigende antal ældre rammes af demens, og det stiller øgede krav til vores kommunale ældrepleje. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med budgetforliget både giver et løft til ældreplejen, ligesom vi understøtter, at borgere med demens møder mere hjemlige og trygge rammer på Værestedet, siger 1. viceborgmester Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.