14-årig død efter påkørsel på Nollundvej

To skoler i Grindsted er i dag i sorg efter gårsdagens uheld på Nollundvej, hvor en 14-årig dreng blev påkørt bagfra af en bil.

Drengen blev i kritisk tilstand fløjet med helikopteren til sygehuset, hvor han afgik ved døden. Det er ifølge jv.dk meldingen fra skoleleder på Vestre Skole, Birgitte Edens, som har givet beskeden videre til 8. klasserne på skolen.

Den 14-årige gik indtil i sidste uge på Vestre skole, inden han skiftede til Lynghedeskolen. Således er også eleverne på 8. årgang på denne skole i dag påvirket af dødsfaldet.

Ifølge Birgitte Edens er der kaldt krisepsykologer til Vestre Skole for at tage hånd om den 14-åriges kammerater og lærere.