Samme dag som Vestre skole afholdt skolens første Festival, satte eleverne på 5. årgang et særligt punktum for de sidste otte uger med fokus på klima i alle fag.
Årgangen plantede en lille skov på skolens område. Skoven består af 25 træer, som børnene har valgt imellem arter, som er naturligt hjemmehørende i Danmark – lind, hassel, hæg og bøg. Medarbejdere fra Park og Vej i Billund Kommune havde gjort jordstykket klar til plantning, men eleverne gravede, plantede og vandede selv de små træer.
Træer og andre planter er med til at lagre CO2. Det ved børnene på Vestre Skoles 5. årgang alt om fra undervisningen i klima. Lærer Lone Skovgaard fortæller, at idéen om at plante træer opstod, da hun mødtes med Julie Grønlund, som er Billund Kommunes projektleder vedrørende klima.
– I lærerteamet havde vi en idé om, at der nok var nogen på rådhuset, som kunne hjælpe med at gøre projektet om klimaforandringer konkret for eleverne. Heldigvis ville Julie gerne ud at introducere den klimaplan, hun arbejder med, i en skolesammenhæng. På den måde fik vi snakket os frem til, at det kunne være interessant at lade eleverne arbejde med noget lokalt. Det skulle selvfølgelig være i form af noget, der har en positiv klimaeffekt, men vi ville også gerne sætte et synligt og blivende aftryk. Vi synes, plantningen af træer lever op til de ønsker, siger Lone Skovgaard.
I klimaplanen arbejder Billund Kommune med børn og unge som en særlig målgruppe, for det forpligter at være hjemsted for Børnenes Hovedstad. Det er vigtigt, at børnene ikke mister modet, men derimod uddannes til både håb og handlemod, når det gælder klimaet.
– Vi har et ønske om at involvere børn og unge i at udpege de løsninger, der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Men vi er samtidig opmærksomme på ikke at parkere ansvaret hos de næste generationer. Det er en hårfin balance, fortæller Julie Grønlund, der er projektleder for klima i Billund Kommune om hvordan 5. årgangs klimaprojekt passer ind i klimaplanen.
Derfor er kommunen som en del af klimaplanen i gang med at udvikle en vandreudstilling sammen med MARK – Museet for en Ny Danmarkshistorie, som skal kunne rekvireres af skoler, der, som Vestre Skole, vil arbejde med klima i f.eks. en projektuge. Selve udstillingen skal formidle viden om klima og det, som er særligt for Billund Kommune i et klimaperspektiv.
Og så skal den kunne vokse, så de projekter skolebørnene udvikler i relation til klima kan indgå i udstillingen fremover. Hvis en skole eksempelvis vil arbejde med klimavenlig mad, kan udstillingen få et element, der beskriver, hvilke madvarer der er klimavenlige og hvorfor, eller måske en samling af opskrifter, som eleverne har afprøvet og godkendt.
– Da vi fik henvendelsen fra Vestre Skoles 5. årgang, var det oplagt at slå til og begynde de første undersøgelser i forhold til inddragelsen af børn. Jeg har dels besøgt eleverne og fortalt dem om klimaplanen, og nu får de mulighed for at plante deres egen klimaskov. Vi håber meget, at de vil passe på skoven og komme tilbage om 10, 15, 20 år og se til skoven, siger Julie Grønlund.