50 års jubilar har fostret kendte stjerner

Da formanden for Gyttegård Golfklub, Gert Skjønnemand, i går kunne byde de godt 70 gæster velkommen til klubbens 50-års jubilæum, var det samtidig med konstateringen af at golfklubben mellem Billund og Hejnsvig har været igennem en kæmpe udvikling gennem årene.

– 50 år er mange år! Men der stadig nogle få, som har været med helt fra starten, hvilket er helt fantastisk. Personligt har jeg kun været med i ca. den halve tid, men jeg har været med i den store udvikling klubben har været i gennem og er på vej til igen, sagde Gert Skjønnemand.

Han undlod ikke at nævne to af de spillere, der virkelig har sat klubben på verdenskortet:

– I de sidste ti år har vi oplevet at have to spillere med på verdensplan, Rasmus og Nicolai Højgaard. Det er en stor glæde, når de kommer hjem, og deltager for hold i vores elitedivision, eller bare er hjemme og hilse på i klubben. En stor tak til disse to store personer, som er med til at gøre vores klub kendt vidt og bredt. Vores eliteafdeling ligger i den bedste række. Indenfor de seneste 10 år har de præsteret at blive danmarksmestre, og de klarede sig fint i europamesterskaberne for klubhold hvor de blev nr. 2. Mange af spillerne på førsteholdet var også med for 10 år siden, ja også for 20 år siden. Ungdommen er heldigvis i fuld gang med at presse på til de ældres pladser på førsteholdet, lød det ifølge Netavisen Grindsted fra Gert Skjønnemand.

Formanden kom også ind på Stefan Mørkholt som er flerfoldig vinder af NM og EM i paragolf – og tilføjede at nu er Stefans søn godt på vej i juniorrækken. Stefan er en del af det danske landshold i paragolf. Derudover har klubben et par stykker der står og banker på til landsholdet.

Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark