Åbent brev til Billund kommune fra 249 bekymrede forældre

Kære Skolechef, Borgmester, Forvaltning, Byråd

Bør vi undre os eller blot lukke øjnene for den ramme, som varetager vores børns hverdag på BillundSkolen?

Vi er en stor gruppe forældre, som er MEGET bekymrede for vores børn og deres voksne på BillundSkolen. En skole som altid har haft et positivt ry og rygte rundt om i kommunen – en skole med trivsel og faglighed i højsæde. Kompetente lærere og pædagoger med mange års erfaringer og en ledelse med styr på sagerne og en anerkendende tilgang til de ansatte og ikke mindst eleverne.

Denne fortælling må desværre siges at være ved at visne i takt med efterårsbladene på træerne og os, forældre, er desværre begyndt at tvivle på, om BillundSkolen kan få bladene til at springe ud igen.

Kigger vi på den seneste trivselsmåling fra BillundSkolen, så er den ”Generel trivsel pr. år” faldet fra 3,8 i 2019/2020 til 3,4 i 2023/2024 og i denne forbindelse er BillundSkolen gået fra at ligge over landsgennemsnittet til at ligge under landsgennemsnittet. Det er også tankevækkende, at der netop har været et ledelsesskifte i denne periode.

Det seneste år er det poppet op med beskeder på Aulas opslagstavle, såsom ”Ny viceskoleleder”, ”Orientering” – afdelingslederen har med udgangen af januar søgt nye udfordringer…, ”Orientering om pension”, ”Info om ændringer i skemaer” – hvor der nedenunder var skrevet følgende, ”i forbindelse med ansættelser og rokeringer i personale, medfører en smule ændringer i skemaerne for jeres børn…”

Ændringer som medfører, at flere fag ikke er dækket i lange perioder, hvordan skal vores børn opnå et fagligt acceptabelt niveau, der lever op til deres klassetrin, når fag som tysk og musik ikke har været en del af skemaet i løbet af skoleåret, eller været dækket af unge vikarer?

Dette er desværre blot et udpluk af alle de ændringer, der har været på BillundSkolen indenfor de seneste par år.

Som kommune og ledelse kan I umuligt lukke øjnene for så markant en udskiftning, der har været blandt medarbejderne på BillundSkolen de seneste par år, hvor over 26 lærere og pædagoger har fundet nye veje end BillundSkolen.

En ledelse, hvor alle poster under den øverste skoleleder på BillundSkolen, er blevet skiftet ud to gange på ét år – og sidste skoleår sluttede af med en sygemelding fra den nye viceleder, som blot havde siddet på posten i et halvt år.

Ligeledes har de administrative medarbejdere på skolen også været igennem flere udskiftninger. Her har der været hele 5 opsigelser inden for de sidste par år.

26 lærere, 5 skolesekretærer og 6 i ledelsen – altså 37 ansatte ud af 90 på 3 år.

Selvfølgelig har vi forståelse for, at der sker en naturlig udskiftning blandt personalet med opsigelser, folk der går på pension og nogen går, under lykkelige omstændigheder, på barsel,

men når over 1/3 søger nye veje eller vælger arbejdsløsheden til, så undres man og bliver bekymret for, hvilke rammer det er vi sender vores børn i hver dag.

Vi undres og det bør I også gøre, kære kommune!

Havde dette været en privat virksomhed med så stor en flugt, så havde bestyrelsen og ejerkredsen kigget på den øverste ledelse med kritiske øjne.

Har én virksomhed råd til at miste så stor en del af de erfarne og dygtige medarbejder? Og hvor mange af disse kompetente medarbejder skal blive syge under disse forhold?

Hvis vi ikke tør kigge ind i det menneskelige, så må dette fremgå i årsregnskabet under udgifter til vikartimer!

I sidste ende er det vores børn, der betaler prisen for de mange opsigelser.

Vi er alle bekendte med, at ungdommen er massivt udfordret i det samfund, der er på nuværende tidspunkt, derfor har skolen et endnu større ansvar i at skabe trygge og stabile rammer hos vores børn og dette sker ikke så længe at udskiftningen blandt personalet er så stor, som også medfører et endnu større arbejdspres og ansvar hos de tilbageværende lærere, som vi så gerne vil værne om og beholde på BillundSkolen.

Venlig hilsen
De 249 bekymrede forældre