Der bliver fuldt hus, når Børnenes Hovedstad genoptager traditionen med at afvikle FIRST LEGO League lørdag 12. november. Årets tema er netop faldet på plads og valget er faldet på “forholdet mellem mennesker og dyr”. Dermed kan holdene kan se frem til travle uger, hvor de skal forberede deres præsentation for dommerne i tre forskellige spor.
For ud over de programmeringer og robotkørsler, som FIRST LEGO League nok er mest kendt for, består konkurrencen også af en opgavedel, der handler om forskning og en del, der handler om at kunne markedsføre holdets løsning og ikke mindst at kunne demonstrere gode samarbejdsevner.
I første omgang var det meningen, at der skulle være plads til 20 hold fra skoler i og udenfor Billund Kommune. Men interessen var så stor, at der blev skaffet plads til 10 ekstra hold. Der stiller henved 300 børn og deres heppende familiemedlemmer op på Den Internationale Skole i Billund lørdag den 12. november.